Find Pris & Book

Medlemsbetingelser

Stena Line Business Traveller-program

1. Generelt

a. Disse vilkår og betingelser fastsætter kontraktforholdet mellem virksomheden og Stena Line. Virksomheden bør læse dem omhyggeligt. Ved tilmelding og anvendelse af Business Traveller-programmet bekræfter virksomheden, at have læst og accepteret at være bundet af disse vilkår og betingelser.

2. Medlemskab

a. Et Business Traveller-medlemskab er begrænset til organisationer med et CVR-nummer, dvs. virksomheder, enkeltmandsfirmaer, selskaber, organisationer og foreninger. Organisationer uden et CVR-nummer må ikke være medlem. Ansøgning om medlemskab er gratis.

b. Et Business Traveller-medlemskab er ikke gyldigt for privatpersoner. Virksomheden, der er medlem i Business Traveller-programmet, må udelukkende anvende fordele og rabatter i Business Traveller-programmet i forbindelse med forretningsrejser for ansatte i virksomheden. Rejser må ikke videregives eller videresælges til private eller andre virksomheder, og rejser må ikke anvendes til ansatte i virksomheden, som rejser privat.

c. Virksomheden vedligeholder medlemskabet online ved login på www.stenaline.dk/businesstraveller. En gyldig virksomhed e-mailadresse på en administrator af rejser i din virksomhed er nødvendig for at blive medlem af Business Traveller-programmet.

d. Virksomheden accepterer at oprette, opdatere og vedligeholde data hos Stena Line, som vedrører virksomheden og kontaktinformation, herunder navn, adresse, telefonnummer, email-adresse samt eventuelle andre relevante personlige oplysninger samt bookede rejser. Data skal til enhver tid være opdateret og vedligeholdt.

e. Stena Line informerer via service emails om Business Traveller programmet, rabattrin, ændring af medlemsbetingelser samt lignende information om din virksomheds medlemskab.

f. Stena Line udsender ikke markedsføring af produkter på email-adresser, som oplyses i programmet, uden forudgående accept heraf. Med indgåelse af medlemskabet accepterer virksomheden dog, at Stena Line må udsende service email til administrator og brugere, hvori der vil være mulighed for personligt at tilmelde sig markedsføring via email om tilbud og produkter fra Stena Line, som er relevante for virksomheder. Virksomheden vil til enhver tid kunne afmelde sig denne tilmelding.

g. Business Traveller-programmet gælder kun for den virksomhed og de registrerede personer, som er udvalgt til at bruge kontoen. Stena Line forbeholder sig retten til at foretage kontrol for at sikre, at der ikke forekommer misbrug af Business Traveller-programmet. Ethvert misbrug heraf vil medføre opsigelse af medlemskabet.

h. Stena Line er ansvarlig for alle indsamlede oplysninger og personoplysninger Vi overholder loven for at sikre og behandle oplysningerne korrekt. Du kan læse Stena Lines privatlivspolitik (privacy policy), hvis du vil have mere information om behandlingen af dine personoplysninger.

i. Stena Line forbeholder sig til enhver tid retten til at opsige medlemskabet, afvise ansøgningen, forny medlemskabet eller at afvise reservationer.

j. Efter 24 måneders inaktivitet forbeholder Stena Line sig retten til at lukke medlemskabet med forudgående varsel på email.

k. Stena Line er ikke ansvarlig for eventuelle tab, omkostninger eller skader af nogen art hverken direkte eller indirekte, som direkte eller indirekte opstår af ændringer eller opsigelse af Business Traveller-programmet.

l. Stena Line forbeholder sig retten til at afslutte programmet helt og ændre medlemsbetingelserne. Virksomheden vil blive varslet på email og www 4 uger før eventuelle ændringer træder i kraft.

m. Disse vilkår og betingelser er underlagt og fortolkes i overensstemmelse med den danske lovgivning, og enhver stridighed, der udspringer af eller i forbindelse med disse vilkår og betingelser, er underlagt jurisdiktion af den danske domstol.

3. Rabat

a. Virksomhedens rabattrin bestemmes i henhold til det generede køb inden for 12 måneder som følgende:
Niveau 1: 0% rabat for køb DKK 0-3.699
Niveau 2: 5% rabat for køb DKK 3.700 – 18.499
Niveau 3: 10% rabat for køb over DKK 18.500

b. Business Traveller-rabatter gælder kun for Economy, Flexi og Premium billetter. Rabatterne gælder alle kahyttyper, med undtagelse af Panorama Class på Karlskrona-Gdynia-ruten. Business Traveller-rabatten gælder ikke andre billettyper. Dog tæller køb af forudbestilt Plus Lounge, konferencerum, mad, samt færgebillet-delen af produkter til dagsture, cruise og grupperejser på Stena Line-produkter med ved beregning af virksomhedens samlede forbrug, som danner base for de forskellige rabattrin i programmet. Pakkerejser, som inkluderer færgeoverfart med hotel i land, optjenes der ikke rabat af, og er ikke medtaget til beregning af virksomhedens samlede forbrug.

c. Krav til køretøjer: Business Traveller-rabatter gælder for køretøjer op til 6 meter i længden specielt designet til transport af passagerer og deres personlige bagage. Varevogne op til 6 meter lange vil også blive rabatteret. Køretøjer konstrueret til godstransport og heste- eller kvægbokse/trailere, som fragter dyr eller varer er ikke omfattet af rabatterne, og for disse gælder fragtrater.

d. Der gives ingen rabat med tilbagevirkende kraft.

e. Business Traveller-rabatter kan ikke overdrages til tredjepart. Enhver overtrædelse af disse krav vil resultere i opsigelse af medlemskabet.

f. Business Traveller-rabatter, som er gyldige til rejser, fås kun så længe det pågældende produkt er tilgængeligt, og de kan ikke kombineres med andre tilbud eller rabatter.

g. Virksomheden vil automatisk blive opgraderet til næste rabattrin inden for 24 timer efter afrejsedatoen. Hvis virksomheden er blevet opgraderet og ikke opnår det minimale forbrug for at kunne bibeholde dette rabattrin inden for en 12-måneders periode, vil virksomheden inden for 24 timer automatisk blive nedgraderet til et lavere rabattrin.

h. Bookinger på Business Traveller-programmet kan ikke anvendes til at optjene og indløse point fra Stena Lines loyalitetsklub Extra. Forretningsrejsende kan dog angive deres private Extra-medlemsnummer på bookingen, så de nemt kan optjene Extra-point på deres eventuelle private køb ombord på færgerne.

4. Kreditaftale

a. Virksomheden har mulighed for at ansøge om betaling på faktura. Ansøgningen foretages online af virksomheden. Stena Line foretager herefter en vurdering med kreditcheck gennem kreditoplysningsbureauer.

5. Reservationer

a. Stena Line anbefaler, at virksomheden bestiller rejserne ved at logge ind online.

b. Når virksomheden foretager en reservation pr. telefon, skal virksomheden hver gang angive medlemsnummer for at sikre, at virksomheden får den rigtige rabat. Hvis virksomheden ikke angiver disse oplysninger, kan det påvirke det fremtidige medlemskab. Rabatter gives ikke med tilbagevirkende kraft. Reservationer foretaget pr. telefon pålægges et servicegebyr.

c. Alle bookinger sker i henhold til de gældende Vilkår og Betingelser for Stena Lines produktkøb.


Stena Line Denmark A/S
E-mail: [email protected]
Online: www.stenaline.dk/businesstraveller
Telefon: +45 96 200 250